1970 Venskabsby - Sverige

Venskabs skole forbindelse Jyderup Sverige
Jyderup Realskoles 5 klasse har gennem nogen tid haft venskabsforbindelse med skolen i den svenske by Vetlanda, der ligger i Skåne, og nu foreligger indbydelse til en uges skolegang i Vetlanda.
Venskabsforbindelsen i Vetlanda blev rettet henvendelse til forstander Peter Hehnel, Jyderup Realskole, med forespørgsel om, hvorvidt man i Jyderup var interesseret i venskabskontakt, indledt gennem brevveksling, og senere ved gensidige besøg.
I Jyderup var der omgående stor interesse for sagen, såvel blandt elever, som lærerne, og børnene, svenske og danske blev ret hurtigt pennevenner, hvad der naturligvis også har undervisningsmæssig betydning for sproget.
Fra første maj rejser 16 Jyderup elever fra 5. klasse, til Vetlanda, ledsaget af lærerinderne, overlærer Inger Hansen og sang - og musiklærerinde fru Birgit Rasmussen.
Opholdet skal var en uge, hvor Jyderup gæsterne er velkomne til at deltage i undervisningen, ligesom der bliver arrangeret et stort underholdningsprogram, bl.a. med udflugter, virksomhedsbesøg, festligt arrangement, osv. Jyderup eleverne vil også underholde f.eks. med musik og korsang.
Indkvarteringen sker privat, og sådan vil det også blive ved senere genbesøg1

maj 1970 Jyderup elever til Sverige
Jyderup Realskoles 5 klasse 1970

Lørdag den 26. april 1970 afrejste 16 elever fra Jyderup Realskoles 5. klasse, sammen med overlærer frk. Inger Hansen og lærerinde fru Birgit Rasmussen, til Sverige for at lancere indledningen for en god ide, en elevudveksling med Vetlanda skolevæsen, nærmere betegnet skolerne i Holsby og Skede.
Det skete efter henvendelse fra Vetlanda skolevæsen, som Jyderup Realskole intet forhåndskendskab havde til. Der blev spurgt om man var interesseret i en eventuel udveksling, efter først at blive "kendt" som pennevenner. Forstander Peter Hehnel svarede, at 5. kl. var interesseret, og der blev indledt en korrespondance, der resulterede i en indbydelse til ca. 8 dages ophold. Realskolens skolebus ført af lærerstuderende Erik Jersi, forslog ikke til transporten, i hvert fald ikke til bagage m.v., og faderen til en af eleverne, gulvmontør Kurt Sørensen, Jyderup tilbød at stille en vogn og chauffør til rådighed.
Den svenske presse
fulgte besøget og "forsøget" med stor opmærksomhed, bl.a. bragte Småland Folkeblad og Vetlanda-Posten udførlig omtale med billede reportage. Ved ankomsten til Holsby hovedskole, var der modtagelse af rektor Martin Almqvist og ordførende i værtsforeningen "Hjem og skole", Villiam Solvang. Sidstnævnte er dansker, født på Nørrebro.
Alle blev privat indkvarteret, Solvang husede endda fire elever. forinden havde de fået at vide, at de skulle følge timeplanen ved fordeling af timer i de to skoler. Holsby - der er helt ny og hypermoderne - og den noget mindre Skede skole.

Dejlig undervisningsrum
På begge skoler var meget moderne materiel, også flere ting, der ikke er indført på danske skoler, og der var en dejlig levende undervisningsform, med stor benyttelse af skoleradio og - tv samt film og lysbilleder, og der arbejdes meget i gruppearbejder, ligesom der indimellem bliver sunget og spillet flittigt. Der var dog ting i det nye apparatur, der kendes i Danmark, f.eks. Palin-sæt, der af skolebestyrer frk. Fokdal, Kalundborg, blev indført på Esbern Snare skolen. Frk. Fokdal bistod Palin med udarbejdelsen af disse arbejdssæt. Det interesserede Jyderup eleverne meget, ligesom de svenske børn var glade for, at få undervisning i sang, rytmemusik med mere, med fru Birgit Rasmussen ved pianoet.
Til Valborgmesse fakkeltog og fest
Hver dag havde sine ekstra arrangementer med udflugter, fest m.m. Mandag besøgte de danske gæster Holsby glasværk i Vetlanda, tirsdag var der "trivselskväll" med svenske kammerater, onsdag studierejse til Lindhammars industriværk, og derudover besøg på papirfabrik, jernværk, Nordisk pianofabrik, m.m., fordelt over de øvrige dage. Valborgaften, den 1. maj, højtideligholdes på særlig måde i Sverige, og gæsterne deltog i kirkemesse, fakkeltog til Hembygdparken med mere, og fest i et par timer, med traktement. I kirken var der solosang ved Anne Katrine Rasmussen, Stokkebjerg, Jyderup, der til orgelledsagelse meget smukt sang "Ingen er så tryg i fare", "Hembygdparken" rummer bl.a. museum.
Genbesøg i september
Den festlige side af besøget var der også langt stor vægt på, og der blev ved en festaften på Holsby skole underholdt såvel af svenske, som af danske skolebørn, bl.a. med skets, musik og sang, hvorefter der blev danset. Fru Birgit Rasmussen takkede på Jyderup Realskoles vegne og overrakte gaver, og der blev kvitteret ved såvel Vill. Solvang, som Almqvist.
Der blev knyttet hjertelige venskabsforbindelser, hvilket blandt andet kom til udtryk da forstander Hehnel og frue sammen med afdelingsleder John Larsen og frue, ankom lørdag den 2. maj for at ledsage Jyderupperne tilbage til Jyderup.
Der blev lovet gensynsbesøg i Jyderup i september måned
- og det glæder begge parter sig meget til2

Frikvarter marts 1971, side 4-5 Skole nyt
Umiddelbart efter ferien gik frk Inger Hansen og fru B. Rasmussen i gang med at planlægge modtagelsen af et par skoleklasser fra vor svenske venskabsskoler i Kvillsfors og Holsby-Skede, som skulle på genvisit her, efter at 6. kl. i foråret 1970 havde haft et lærerigt besøg hos dem.
De svenske børn, der var ledsaget af en del forældre, ankom om eftermiddagen lørdag den 12. september 1970 og blev fordelt til indkvartering i private hjem. Om aftenen var der velkomstfest på kollegiet med sang, musik og løftet steming. Næste morgen kørte forældrene hjem til Småland
Den følgende uge forløb med fællesundervisning og udflugter. Vi besøgte Kalundborg gamle kirke - var på museet og så desuden på nogle af byens gamle, seværdige huse. En heldagstur gik til København, hvor vi var i Zoologisk have - på Amalienborg Slotsplads - sltentrede en strøgtur og var på indkøb i "magasin".
En anden tur gik til skovriddergården "Birkenæs", hvor fru E. Hastrup tog imod og viste rundt i skoven og fortalte om egnens historie. Videre gik det til Holmstrup kirke, landets næststørste landsbykirke, og der blev gjort holdt ved "Bromølle kro"
Der skete meget i den uge, og der opstod venskaber mellem de svenske og danske elever. Søndag morgen den 20. september rejste gæsterne trætte hjem6

"September 1970 Svenskere på Kollegiet
Svenskerne blev behørigt modtaget med faneoptog
Svenske gæster på Jyderup Kollegium
Svenske gæster på Kollegiet
Jyderup har fået svenskerbesøg.
I weekenden ankom 23 svenske skoleelever til Jyderup Realskole, hvor hovedparten af de besøgende skal indkvarteres i den uge visitten varer. Resten af elverne fra "broderlandet" får logi hos private i Jyderup.
Besøget er en genvisit. I foråret var Realskolens daværende 5. klasse en tur i Sverige, hvor de fulgte undervisningen i en svensk skole og i det hele taget levede som . Nu var det de svenske elevers tur til at aflægge visit, og de rejser hjem på lørdag. Men forinden skal de igennem et omfattende program som begynder i dag.
Svenskerne kom til Jyderup lørdag sammen med deres forældre og Realskolen var vært for en komsammen i den nyligt istandsatte festsal. Forældrene blev vist rundt på skolens Kollegium af inspektør Hehnel, som fik at vide at kostskoler som denne ikke findes i nabolandet.
I løbet af aftenen underholdte danske og svenske elever hinanden med sang, sketches og anden optræden, og refrainsangerinde Lise Bjørn, en søster til skolens sangpædagog Birgit Rasmussen optrådte med nøjagtigt det samme program, hun for ikke så længe siden diskede op med ved den internationale lægekongres i Falconer Centeret.
I går rejste de svenske forældre hjem, og dagen blev benyttet som hviledag, for eleverne skulle lære hinanden at kende og faldet til blandt kammeraterne.
I formiddags var svenskerne med eleverne fra 6. klasse, hvor de blev undervist af Hr. Ølholm og hr. Hehnel og nu i eftermiddag er de taget til Kalundborg for at besøge museet, en gammel og ny kirke og foretage strandtur3


Ved skolens afslutning juni 1970 oplyses det Skolen har fået en svensk venskabsby Holsby i Vetlanda, hvor 5 klasse har været på besøg i 8 dage, hvorfra der ventes genvisit4

1970 Svenskernes besøg
Allerede ved Svenskernes ankomst hertil i september i 1970, hvor vi holdt fest om aftenen, røbede William Solvang, at han havde videre planer om udveksling, dette var kun begyndelsen.
Vi blev således inviteret til et nordisk møde sammen med en norsk klasse til september i år, og det er der talt en del om i klasserne.
Nu er der imidlertid sket det, at Alseda kommune ligesom vi er kommet ind i en storkommune. Alseda var et lille intimt samfund med 4000 indbyggere, og nu er de en del af en blok på 30.000, hvad der ikke er ideel tilfredshed med.
Thorborg mener ikke, der vil blive tale om yderligere udvekslingsrejser, da den ene skole i Vetlanda kommune ikke må få fortrin frem for de andre. Vi har ikke hørt et ord fra hr. Solvang, siden de var her, hvad det så kan være tegn på? Men vi må sikkert se i øjnene, at arrangementet ikke bliver til noget.
Thorborg og hendes elever sendte breve til påske. Lærerinden udtrykker stor taknemmelighed over, at det blev hende, der fik lov til at komme med børnene til Jyderup, og hun sender mange hilsener til dem, hun lærte at kende hernede og beklager, hvis der ikke kan viderebygges på det, vi allerede har nået.
Skolens handikap er nok, at så stor en del af vore elever bor på kollgium, og der kommer til at mangle en nær kontakt til et dansk hjem for de svenske børn, der tilknyttes børn fra Kollegiet.
Det har været morsomt at være med til, men I piger og drenge, der har sat næsen op efter at komme på Sverigestur til september sammen med en norsk klasse, må ikke blive for skuffede, hvis det ikke bliver til noget.
Så må vi finde på noget andet!

Vi vil gerne her i "Frikvarter" have kontakt med vore venner i Holsby, Skede og Kvillsfors.
I er meget velkomne til at skrive5

Lidt om kontakten med Sverige Fra Frikvarter marts 1971
En tilfældighed gjorde, at vores skole i foråret 1970 blev ringet op af en hr. William Solvang, forældrerådsformand for bl.a. skolerne i Holsby og Skede.
Han havde en aftale med en dansk lærer om udveksling af skoleklasser, men den kontakt glippede, og det blev i stedet os, der fik tilbuddet.
Daværende 5. klasse blev de udvalgte, og alle glædede sig. Det blev til en uges ophold for 16 børn og 2 lærerinder sidst i april måned (1970).
Vi kørte i skolebussen, men da det kneb med pladsen, var Kurt Sørensen der meget hurtigt med tilbud om at køre med sin egen vogn og en anhænger til bagagen.
Det var en lang køretur, men vi fik en strålende modtagelse på Holsby skole af rektor Almquist, Solvang, lærere, forældre og skolebørn, Der blev fotograferet og budt velkommen, pressen var også mødt op, og hele vores ophold blev fulgt op. Derefter blev der budt på et lækkert traktement, flere velkomster og præsentation af vore svenske værter, og så spredtes flokken6


Næste dag var det søndag, og det viste sig, at der var et par drenge, der var meget kede af det, men det blev ved Solvangs hjælp meget hurtigt ordnet.
Børnene forstod i begyndelsen ikke hinanden, men det varede ikke længe, før de var på bølgelængde, og så gik det fint. Vi gik i skole hver formiddag med vore børn fordelt på 4-5 klasser og fru Rasmussen og jeg på hver sin skole.
Man har deroppe lektioner af to timers varighed, og i sådan en time nåede vi f.eks. morgensang, engelsk, regning, svensk og historie. Det blev alt sammen afviklet stille og roligt, og skulle man have hjælp til et eller andet, var det helt naturligt, at man markerede og blev på sin plads, indtil det var ens tur. Der kunne vi lære noget.
Der var i hver klasse et instrument, klaver eller orgel, et lysbilledapparat, fjernsyn og en dejlig masse reol-og skabsplads og store opslagstavler.
På begge skoler havde man skolebespisning, så kl. 10.15 fik både elever og lærere varm mad. Vi havde været spændt på vore danske børns reaktion over for det svenske køkken, men det havde vi ikke behøvet at bekymre os om, for det gik fint, fint. Efter maden blev der tid til en kop kaffe på lærerværelset, men der var afsat for lidt tid til, at vi kunne snakke skole med vore svenske kolleger. Allerede kl. 11.00 skulle vi på tur. Vi havde jo vores egen skolebus med, og hjælpsomme chauffører, Solvang, Axeland og Axelson var vore guider.
På disse ture besøgte vi et jernværk, en papirfabrik, en pianofabrik og et glasværk, foruden at vi fik forevist det nye rådhus i Vetlanda, der havde haft dansk arkitekt. Det var gode og oplysende besøg, men vi voksne måtte hele tiden have et øje på hver finger og helst et par i nakken også. Trods strengt opsyn var vi ved at tabe Morten, der af uopklarede grunde kom i klemme mellem et par dobbeltdøre på en af fabrikkerne, men han slap heldigvis med skrækken.
Skoleugen blev ikke så lang, idet man i Sverige festligholder Valborgsaften og Valborgsdag, den 1. maj. Om aftenen mødtes voksne og børn i kirken, hvor sognepræsten prædikede, og både danske og svenske spejdere sang. Efter højtideligheden i kirken gik spejderne i fakkeltog til åen, hvor der blev tændt et kæmpemæssigt bål, og der blev talt og sunget igen. Derefter blev der inviteret på kaffe i det nærliggende hjemstavnshus. Det var koldt, og det sneede, da vi skulle hjem. Fredag var helligdag i Sverige, og præstefruen foreslog, at vi skulle tage op på fjeldet og se på en gammel sølvmine. Præstefruen var vores guide, og lærer Axeland tog med og hjalp os med børnene, det var nemlig ikke helt farefrit at færdes deroppe, og ellevilde blev de, da der lå sne, som de kunne boltre sig i. Efter nogen orientering om minedrift, gik drengene på "guldjagt" i slaggebunkerne og lommerne struttede, da vi skulle hjem. Der var ikke det store dyreliv, men nogle nåede da at se elgen, andre måtte nøjes med dens efterladenskaber. Et lille egerne kom også af og til på vores vej.
Det var tøbrudstid, hvad der gjorde de svenske værtinder noget ængstelige for de danske børn, der ikke er opvokset med faren, der truer i de vældigt fossende vandløb.
Fredag aftens skulle have været festaften, men pga. Valborgsarrangementer måtte den flyttes, vi mødtes i stedet for om tirsdagen til en hyggelig komsammen på Holsby skole. Der var forskellig underholdning både af danske og svenske børn med sang, spil, leg og dans og opførelsen af små sketches. Vi havde gaver med fra skolen, og de blev overrakt til rektor, Lena Axeland og Solvang, som nok var den, der havde trukket det store læs, og det blev en fin aften.
Fredag aften kom så familierne Hehnel og Larsen for at hente os, men da børnene så den kendte bil fra Jyderup, lød der høje protestråb. De ville ikke hjem, for nu gik det lige så godt.
Der blev alligevel en slags afskedsfest, idet fru Solvang, der foruden at huse vore fire ekstrabørn, også husede Hehnels og Larsens, inviterede os alle sammen til en hyggelig aften. Solvangs har selv 6 børn, så der var redt op til 16 den nat.
Vi havde ikke haft uheld eller sygdom af nogen slags. Et par skønhedspletter i vore børns opførsel undgik vi ikke, men det var alt i alt en dejlig tur, og det var en flok glade, men trætte børn, vi kørte hjemad med lørdag morgen. Der blev knyttet gode venskaber, og i næste nummer, ville det være morsomt om en eller anden af de hjælpsomme danske værtsfolk, som vi er stor tak skyldig, ville skrive lidt om svenskernes besøg her.
Inger Hansen6


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 10. april 1970, side 6; Venskabsby - Sverige
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 6. maj 1970, side 7; Elev-og lærerudveksling – Jyderup elever til Sverige
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 14. sep. 1970, side 6; Svenskere på Kollegiet
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 22. juni 1970, side 6; Dimittender 1970 og
Holbæk Amts Venstreblad 20. juni 1970, side 11; Dimissionsfest
Kilde 5: Jyderup Realskoles skoleblad "Frikvarter" juni 1971 nr. 2, side 9
Kilde 6: Jyderup Realskoles skoleblad "Frikvarter" marts 1971 side 4-5

Sidst rettet 28. november 2014
©Jyderup Realskole